You are currently viewing Når lykken er at få et job på rette hylde

Når lykken er at få et job på rette hylde

Lee Hougaard kigger ud af vinduet og kan næsten ikke forstå, hvor langt hun er kommet. Hun smiler og er glad for, at hun i dag kan kalde sig ansat i et rigtigt job. Havde man spurgt hende for et år siden om det ville blive sådan, så ville svaret have været et rungende nej.

Lee voksede op og blev kaldt et specielt barn. Tiden i Folkeskolen var ikke nem, og der var i perioder ingen eller få veninder. Hun fulgte godt med fagligt men var igennem skoletiden alligevel anderledes end de andre børn. Som ung blev livet mere og mere præget af angst, depression og spiseforstyrrelse, og det var ikke muligt at gennemføre en ungdomsuddannelse i et hug. Efter flere år blev HHX dog afsluttet, og hun søgte ind på universitetet for at læse teologi.

Det endte med lange perioder med sygemeldinger og yderligere udredning af Lee var nødvendig. Det resulterede i en diagnose, som gjorde det svært at fastholde ambitionen om at færdiggøre teologi-studiet og hun måtte stoppe uddannelsen helt.

Lee var nede at vende i livet og meget psykisk sårbar på dette tidspunkt. Der skulle ske noget andet, og hun skulle samles op igen. Lee startede kort efter op i Fontænehuset Furesø.

Fontænehuset er et rehabiliteringstilbud til psykisk sårbare fra 18-60 år. Her arbejder man med værdier som ligeværd, medansvar og demokrati i en struktureret hverdag med forskellige arbejdsområder.

Med social angst som en af udfordringerne kunne Lee snige sig ind i det bagerste lokale og få lov at sidde at male uden de andres selskab. Bare det at komme ud af døren derhjemme var et stort skridt.

”Jeg fandt langsomt ud af, at her havde de andre det på samme måde. Der var højt til loftet, og der blev ikke kigget skævt til én. Der er stor accept af hinandens udfordringer,” fortæller Lee.

Det medvirkede til, at hun langsomt deltog i det sociale fællesskab i Fontænehuset. Stille og roligt forsøgte medarbejderne at give Lee ansvar for mindre opgaver i huset. Eksempelvis fik Lee ansvaret for at lave morgenmad til medlemmerne hver morgen.

Spiseforstyrrelsen, som også havde taget fart inden opstart i Fontænehuset, begyndte at fylde mindre.

”Jeg fik forsigtigt et nyt syn på mad. Her var der medarbejdere, der så bort fra min spiseforstyrrelse. I virkeligheden var jeg også ret bange for andres bakterier. Så beskeden fra medarbejderne var, at når jeg selv stod for madlavningen, så vidste jeg, hvilke bakterier der var i. Og det gjorde, at jeg begyndte at lave mad, spise og snakke med de andre og bare smage mad igen – langsomt med sikkert,” griner hun.

Efter en lang periode i bedring blev det tid til, at Lee skulle gøre sig overvejelser om fremtiden. Der blev etableret en virksomhedspraktik på et plejehjem. Det stod dog hurtigt klart, at det ikke var et område for Lee. Usikkerhed og tvivl om fremtidens muligheder blev en del af hverdagen i en længere periode indtil en tidlig morgen i Fontænehuset.

”Det var tydeligt for mig, at Lee havde mange kompetencer. Hun var kærlig, omsorgsfuld, flittig, varm og altid smilende. Jeg foreslog hende at prøve at arbejde med børn. Det havde hun ikke tænkt på før, men tyggede lidt på det. Hurtigt fik vi sat en praktik i stand i et børnehus i Furesø, og jeg husker at Lee var så nervøs og rystede som et espeløv til den første samtale og den første dag i praktikken. Alligevel var jeg helt sikker på, det ville lykkes for Lee, ” fortæller Malene Graff, leder i Fontænehuset.

Det tog ikke mere end et par uger, før Lee opdagede, at hun faktisk var god til børn. Og de var glade for hende. Hendes nye kollegaer anerkendte hendes indsats og Lee havde fundet sin rette hylde.

Lee fik det bedre og bedre og fik troen på livet tilbage.
”Hurtigt gik det op for mig, at jeg nu havde en chance for at kunne leve et ”normalt” liv med et ”normalt” arbejde, og det gav mig lysten til at gøre det endnu bedre,” siger Lee.

 

Praktikken blev forlænget ad flere omgange, og nu er Lee ansat i en deltidsstilling. Hun planlægger at starte på pædagogstudiet i 2020.