Forløb
sagsbehandler

Forløb i Fontænehuset Furesø

Arbejdsfællesskab i øjenhøjde

Fontænehuset Furesø er en socialøkonomisk virksomhed. Her er arbejdsdagen det centrale omdrejningspunkt. Huset rummer en række produktionsværksteder, der udover driftsopgaver som rengøring og madlavning, også udfører opgaver for eksterne kunder og egen shop. At arbejdet er midtpunktet for samværet, skaber en kollegial kontekst som er både motiverende og øger selvværdet.  

Vi faciliterer en “træningsbane” hvor de tilknyttede borgere i praksis f.eks. kan lære at benytte de redskaber de har opnået gennem behandlingsforløb og lignende. Borgerne har mulighed for at træne både sociale færdigheder og arbejdsevnen i reelle arbejdssituationer men under trygge rammer. Borgerne trænes desuden i at inkorporere hensigtsmæssige strukturer og handlemønstre i hverdagen.

I Fontænehuset er der stor rummelighed og vores medlemmer har her muligheden for at indgå i en hverdag som skaber værdifuldhed og fællesskabsfølelse. Hos os er der ingen nedre eller øvre grænse for timetal – alle forløb planlægges individuelt og timetallet justeres løbende alt efter borgerens funktionsevne og i samarbejde med jobcenter eller kommune. Fontænehuset har åbent hverdage kl. 8-15, dog kl. 10 til 15 om torsdagen – det vil sige 33 timer om ugen, hvor vi kan tilbyde deltagelse i arbejdsfællesskabet.

Efter min indlæggelse sendte jobcentret mig i virksomhedspraktik, men presset gjorde at jeg hurtig blev så syg at jeg måtte genindlægges. Da jeg anden gang blev udskrevet, startede jeg i Fontænehuset.
Fontænehuset gav mig en hverdag, omsorg, og arbejdsopgaver. Det havde jeg brug for. Man skal ud af hovedet når man er psykisk syg. Jeg fik den fleksibilitet jeg havde brug for, for at kunne finde ud af hvor mine grænser var. Jeg fik styrke til at komme videre.

Karl

Efter sit ophold i huset blev Karl fastansat i en virksomhed. Efterfølgende etablerede Karl sin egen virksomhed som i dag er så succesfuld at han udelukkende kan leve af at være selvstændig.

Beskæftigelsesrettede forløb.
18-29 år

Ungeprojektet 
LAB § 91

Forløb for Furesø Kommune

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Ungeprojektet.pdf

Formål: At få psykisk sårbare unge videre i uddannelse eller job, der matcher den enkeltes potentiale.

Målgruppe: Unge på uddannelseshjælp 18-29 år fra Furesø kommune.

Visitation:
Fontænehuset Furesø har en rammeaftale med Furesø kommune om ungeprojektet. Visitation sker via KUI den kommunale ungeindsats i Furesø kommune.

Varighed:
8 eller 12 måneders forløb alt efter, hvilken målgruppe man er i henhold til beskæftigelseslovgivningen.

Ungeforløb
LAB § 91

Andre kommuner end Furesø

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Ungeforløb.pdf

Formål: At få psykisk sårbare unge videre i uddannelse eller job, der matcher den enkeltes potentiale.

Målgruppe: Unge på uddannelseshjælp 18-29 år fra Furesø kommune.

Visitation: Visitation sker via KUI den kommunale ungeindsats i borgerens egen kommune.

Varighed:
8 eller 12 måneders forløb alt efter, hvilken målgruppe man er i henhold til beskæftigelseslovgivningen.

Særlig støttetilbud til unge under uddannelse

Formål: Særlig støtte for borgere under uddannelse med det formål at fastholde tilknytning til nuværende studie. 

Målgruppe: Borgere, som har brug for støtte til at fastholde en tilknytning til igangværende uddannelse. 

Visitation: 

Varighed: 

På universitetet blev jeg syg og måtte afbryde uddannelsen. Efterfølgende blev jeg diagnosticeret og var isoleret i lang tid. Jeg havde det meget svært, men ville så gerne i komme gang igen.
I Fontænehuset fik jeg den hjælp jeg havde brug for. Lige så stille fik jeg løsnet op for det der var svært. At møde op hver dag. Stå op. Komme ind i en rutine. Arbejde og udfordre de svære ting. Finde ro i rutinen. Min usikkerhed blev mødt med ros og nærvær og jeg begyndte at stole på mig selv og mine egne evner. I Fontænehuset fik jeg arbejdet med mig selv og fik undersøgt hvad jeg skulle.

Lisa

Lisa fik mod på at starte en ny uddannelse og er i dag ved at afslutte den. Hun har stadig kontakt til huset, hvor vi er så heldige at få besøg af hende engang imellem.

Efter at have afbrudt en række uddannelser der tærede på min selvtillid kom jeg i et forløb i Fontænehuset. Jeg har fået en hverdagsrutine der er aktiv og produktiv og fået en masse teknikker til at indgå på et studie. Jeg har fået hjælp til at finde løsninger for min fremtid og uddannelse. 

Mads

Mads har i dag søgt ind på en ny uddannelse og venter på svar.

Emilie

Beskæftigelsesrettede forløb.
fra 30 år

Internt afklaringsforløb
LAB § 91

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Internt afklaringsforløb.pdf

Formål: Tilbud til borgere, som ikke kan gennemføre en virksomhedspraktik

Målgruppe: Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, Ressourceforløbsmodtagere, sygedagpengemodtagere, jobafklaringsforløb, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere

Visitation: Visitation sker via det lokale jobcenter

Varighed: Fra 13 uger

Eksternt afklaringsforløb
LAB § 91

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Eksternt afklaringsforløb.pdf

Formål: Tilbud til jobcentret med borgere, som har brug for udvikling samt afklarende beskrivelser baseret på observationer i en virksomhedspraktik

Målgruppe: Aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, Ressourceforløbsmodtagere, sygedagpengemodtagere, jobafklaringsforløb, aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere.

Visitation: Visitation sker via det lokale jobcenter

Varighed: Fra 13 uger

Mestringsforløb
LAB § 91

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Mestringsforløb.pdf

Formål: Tilbud til borgere, som har brug for en træningsbane inden de igen skal ud på arbejdsmarkedet.

Målgruppe: Primært sygedagpengemodtagere, men tilbuddet rummer også andremålgrupper

Visitation: Det lokale jobcenter kan henvise

Varighed: 4-13 ugers forløb

Efter et længere behandlingsforløb i psykiatrien for en middelsvær depression og deraf fyreseddel, var min selvtillid og selvværd helt nede.

I fontænehuset fik jeg plads og rum til at bidrage med det jeg kunne overkomme. Det arbejdsfællesskab og hjerterum der er i huset, har givet mig en masse selvtillid og mod på livet igen.

Jakob

Jakob fik efter noget tid mod på at afprøve en praktik mens han samtidig kunne trække på huset. Efter end praktik blev jakob ansat i et vikariat som efterfølgende blev til en fastansættelse.

Da jeg mistede fodfæstet blev Fontænehuset min sikre havn. I læ for vinden der rusker i mig. Bygger langsomt mit fundament op fra et sted jeg ikke kender. Fontænen genetablerer mine forbindelser. Her er plads til problemer blandt ansigter der bliver til venner. Ingen øjne der dømmer dig, kun arme der omfavner og ører der lytter. her finder jeg ro og finder mig selv.

Nikolaj

Mentorforløb

Mentorstøtte

Se hele forløbsbeskrivelsen her: udskrivningsmentor

Formål: Det primære formål er at en person kan opnå eller fastholde et beskæftigelsesrettet forløb, et job eller en uddannelse.

Målgruppe: Alle målgrupper i LAB. Personer, der følger en uddannelse på ordinære vilkår. Personer, der er i ordinær beskæftigelse.

Visitation: Visitation sker via det lokale jobcenter

Varighed: Op til 26 uger

Udskrivningsmentor

Se hele forløbsbeskrivelsen her: Udskrivningsmentor

Formål: Støtte og bistå borgeren under og efter indlæggelse, for at hjælpe og koordinere overgangen til et almindeligt hverdagsliv igen.

Målgruppe: Personer, der er omfattet af målgrupperne i LAB § 6, og som er indlagt på grund af psykiske lidelser.

Visitation: Visitation sker via det lokale jobcenter

Varighed: 3 måneder forud for udskrivelsen og i en periode på mindst 6 måneder i alt. Mulighed for forlængelse efter de almindelige regler om beskæftigelsesmentor efter 6 måneder

Beskyttet beskæftigelse og samværstilbud
fra 18 år

Fontænehuset Furesø tilbyder pladser i §103, §104. Hvis man visiteres til pladser i §104 eller §104 får man som førtidspensionist mulighed for at være en del af et unikt etableret arbejdsfællesskab med højt til loftet. For nærmere information om arbejdsfællesskabet ring til daglig leder Helle Kronborg 30709198

 

Her i huset får jeg en hverdag. En arbejdsplads hvor jeg føler at jeg bliver brugt til noget. Det giver mig noget at stå op til – være en del af. Pga. mit handicap er Jeg blevet jobtrænet hele mit liv. Det der med at have nederlag har jeg haft rimeligt mange gange. Her bliver jeg opfattet som en kollega og jeg får en følelse af at jeg er nødvendig. Det giver mig mod på livet og selvværd.

Mikkel

Arbejdsdag og metode

Arbejdsdagen

Arbejdsopgaverne tilrettelægges efter det enkelte medlems ønsker og færdigheder. Det bliver herved taget et individuelt udgangspunkt og set ind i faglige, sociale og personlige kompetencer. Som medlem/borger i Fontænehuset bliver man tilknyttet et team.

Fontænehusets teams er bygget op over vores produktionsværksteder, hvor vi udfører opgaver internt og for eksterne kunder og egen shop:

Design med kærlighed: I vores designværksted emmer der af kreativitet og koncentration. Her udfører vi opgaver så som udarbejdelse af designs til webshops, illustrationer og grafik til eksterne virksomheders markedsføring, produktion af plakater og meget mere. Herudover er der plads til at skabe sin egen analoge og digitale kunst, som efterfølgende sælges i vores egen shop. Vi har desuden sy-værksted, hvor der bliver syet, strikket og hæklet og hvor vi producerer emner til vores egen shop samt til eksterne bestillinger.

Trykkeri: I Fontænehusets trykkeri tager vi imod opgaver internt som eksternt, hvor vi trykker sagerne, folder og beskærer dem.

Hus og have: I værkstedet arbejder vi med træ og genbrugsmaterialer. Mulighederne er mange og i perioder er der faste større projekter, hvor flere arbejder på at gennemføre et fællesprojekt, og i andre perioder produceres der idébasseret og ud fra behov og efterspørgsel. Herudover løfter teamet løbende opgaver med vedligeholdelse og drift af huset både indendørs og udendørs samt hus og have.

Mad med glæde: Fontænehusets køkken producerer både daglig mad (frokost) samt bagværk, krydderiblandinger med mere til salg. I køkkenet er der faste opgaver omkring produktion af frokost, men herudover er medlemmerne ligeledes en del af egenkontrol og opretholdelse af hygiejne krav mv. Køkkenteamet står desuden for at lave en lille formiddags snack, samt borddækning og oprydning. Teamet har stor indflydelse på ugens madplan, som planlægges i overensstemmelse med årstidens grøntsager og med udgangspunkt i en sund og varieret kost.

En af grundværdierne i huset er, at Fontænehuset er et arbejdsfællesskab, som i høj grad drives medlemmerne selv. Medlemmerne/borgerne løfter derved driften af huset i flok, herunder opgaver som indkøb, madlavning, rengøring, oprydning, regnskab, vedligehold (udendørs og indendørs) og havearbejde – altid med fokus på, at den enkelte bidrager i det omfang, det er muligt, da helbredsmæssige begrænsninger ofte er svingende og ikke altid forudsigelige.

Metode

Fontænehusmodellen.
Vores metode tager afsæt i Fontænehus-modellen, som kort beskrevet, betyder at husets borgere (medlemmer) indgår i et arbejdsfællesskab, hvor den enkelte bidrager til husets daglig drift, arbejdsopgaver og produktion.
At blive anerkendt, få struktur og være del af et arbejdsfællesskab har en væsentlig betydning i forbindelse med selvfølelse og recovery. Her er huset medlemmer ønsket, nødvendig og ventet. Arbejdsfællesskab styrker den enkelte og bliver nogle af de trædesten der skal til for at kunne navigere tilbage til arbejdsliv eller en uddannelse.

Helhedsorienteret tilgang.
I arbejdet med den enkelte har vi en skræddersyet og helhedsorienteret tilgang som giver mulighed for at gå i dybden med de udfordringer og ønsker der er hos den enkelte borger. Vi arbejder specifikt hen mod klare definerede mål og giver den støtte som er nødvendig og har mange års erfaring i at arbejde udviklende med komplekse problemstillinger.

Anerkendende pædagogik
Ofte har vores tilknyttede borgere en tung rygsæk at bære. Der er oplevelser, nederlag og indlærte strategier som har brug for at blive mødt med et nyt blik og fornyet energi. Vi arbejder systematisk og anerkendende som led i udviklingen af den enkeltes evner og kompetencer, både socialt og fagligt.

Empowerment.
I huset lægger vi stor vægt på at husets trygge og omsorgsfulde rammer fordrer et rum hvor nye evner kan spire. Vi har erfaring for, at når alle der træder ind i huset, mødes i øjenhøjde, så dannes der et grundlag for at tage ansvar i egen sag. Huset rummer en fælles motivation som skaber rammerne for, at den enkelte kan finde sin egen vej med inspiration fra fællesskabet, så den rette hjælp og indsatser kan prioriteres.

Takster og visitation

Takster

Forløb fra LAB-loven
Takster for borgere ligger fra kr. 1650, pr. uge. Taksten varierer efter den pågældende aftale og forløbets indhold.

Forløb fra Serviceloven
Takster for § 103, 104 er kr 4.300,- for en deltids bevilling og kr. 6.300,- for en fuldtidsbevilling.

For mere information kontakt husets leder Helle Kronborg på hk@fh3500.dk eller på telefon 30 70 91 98

Visitation

For at komme i forløb i Fontænehuset Furesø, når man ikke er Furesøborger, skal man rette henvendelse til enten sagsbehandler på Jobcenter eller sagsbehandler på socialcenter. Den enkelte sagsbehandler kan henvise til de forskellige forløb.

Du er også velkommen til at ringe eller kigge ned i huset til en kop kaffe, for at se om det kunne være noget for dig at starte i Fontænehuset.