En meningsfuld hverdag
Hverdagen
Fontænehuset Furesø er et socialt arbejdsfællesskab for mennesker der af forskellige årsager er udenfor arbejdsmarkedet. Fælles for alle er en psykisk sårbarhed.
I Fontænehuset arbejder vi med socialøkonomiske aktiviteter indenfor områderne: køkken, design, upcycling, genbrug, trykkeri, hus & have og rengøring.
Hos os tror vi på, at det er vigtigt at have en rytme og rutine, gode kollegaer og et sted, hvor man spiller en aktiv rolle. Her er du både ventet, ønsket og nødvendig. Her nytter det at stå op om morgenen.
Fontænehuset kan være et sted at starte efter længere tid hjemme og med brug for en langsom start og tilbagevenden til hverdagen.
En meningsfuld arbejdsdag gavner alle
At arbejde er identitetsskabende, og alle har ret til at have kolleger. Vi arbejder ligeværdigt i Fontænehuset og forventer, at man byder ind. Det gør arbejdsdagen autentisk.
Her laver vi ikke noget kun for at lave noget. Alle projekter og opgaver er vigtige for huset, for vores omgivelser og ikke mindst for hinanden.
Man vokser af at få en relevant og meningsfuld arbejdsdag i et miljø med medindflydelse, rummelighed og tætte relationer. I det fællesskab kan man genopbygge og styrke sine faglige og sociale færdigheder – det skaber et trygt fundament for recovery – for at komme sig.
Fontænehuset er et socialt arbejdsfællesskab. Men hvad betyder det?
Det betyder, at det fælles udgangspunkt er arbejdsopgaverne i huset. Medarbejdere og medlemmer arbejder sammen om opgaver og projekter. En arbejdsdag, hvor det sociale i arbejdsrelationen er vægtet højt. I et Fontænehus er der typisk ikke så mange ansatte, og medlemmernes aktive deltagelse og engagement er derfor afgørende for huset.
Alle kan bidrage med det de kan
Husets medlemmer er de borgere, som er tilknyttet huset, og som kan være i forskellige forløb i huset – frivilligt eller visiteret via kommunen. Her er du ikke patient eller klient men et aktivt medlem med mulighed for at træne sociale og faglige færdigheder. Medlemmerne bidrager til arbejdsdagen og fællesskabet ved at påtage sig de opgaver, de kan klare. Det betyder, at man i høj grad er med til at tilrettelægge sin tid i Fontænehuset og yder det, man kan og har mod på.
Videre på arbejdsmarkedet?
Fontænehuset Furesø er udover et socialt arbejdsfællesskab også en træningsbane for medlemmer, som har et mål om at vende tilbage til et aktivt liv på arbejdsmarkedet eller i et uddannelsesforløb.
For andre kan det være meningsfyldt og givende at komme i huset og deltage i arbejdet et par gange ugentligt. Det afhænger af, hvordan dit forløb er sammensat.
Her er alle en ressource og har noget at tilbyde. Det er helt grundlæggende for vores livssyn i huset. Vi ser dig, som den du er og ikke kun som den sårbarhed, du har i dig.
EN ARBEJDSPLADS
FOR SÅRBARE
HVOR DU ER
ØNSKET
VENTET
NØDVENDIG
Fontænehus-modellen
Fontænehus-modellen er kendt internationalt og ca. 350 huse fordelt i hele verden arbejder efter denne model. Fountain House startede New York i 1940’erne, hvor en gruppe tidligere psykiatriske patienter dannede en klub, der skulle støtte patienter i udskrivelsesfasen.
I 1950’erne og 1960’erne blev der tilknyttet socialarbejdere til husene, der også blev arbejdssteder for mennesker med psykiske vanskeligheder.
Fælles for alle husene er måden at se og respektere psykisk sårbare mennesker. Her er du ventet, ønsket og nødvendig – og du kommer frivilligt.
I Danmark er der fem Fontænehuse: Fountain House i København, Kildehuset Fountain House i Ålborg, Enggården i Thisted, Fontænehuset Frederikshavn samt Fontænehuset Furesø.
Arbejdsområder
Mad med Glæde
I vores køkken/café laver vi morgenmad og frokost hver dag og står for den daglige rengøring. Vi laver også mad og kager til eksterne events og har en løbende produktion af egne varer til salg.
Design med Kærlighed
På det grafiske design-værksted arbejder vi med illustration, layout af tryksager, design af produkter og udsmykningsopgaver. Vi løser opgaver for eksterne kunder.
Praktisk med Nærvær
Værkstedet løser praktiske opgaver i Fontænehuset, i haven og på vores udendørsområde. Dertil løser de også opgaver ude af huset for private. I vinterhalvåret er der egen produktion af varer, vi kan sælge.
Fontænehusets Trykkeri
Trykkeriet laver tryk af foldere, flyers, visitkort, plakater og meget andet. Vi trykker for private, kommunen, virksomheder samt foreninger. Trykkeriet er åbent på deltid.
Furesø Iværksætterhus
I partnerskab med FUIH – Furesø Iværksætterhus har vi beskæftigelsesprojektet Athene. Det er for kvinder med anden etnisk baggrund, der hjælper med lettere rengørings- og receptionsopgaver.
Næste Skridt
Næste Skridt er en workshop, hvor der arbejdes én gang ugentligt på dine fremtidsmål. Det kan være dit cv, en god jobansøgning og kig på uddannelsesmuligheder eller det kan handle om sund livsstil, livsværdier og nye venner.
For dig, der vil starte
I husets ånd er det helt essentielt at dagligdagen indeholder meningsfyldt arbejde i et rart og inkluderende socialt arbejdsfællesskab.
Struktur i hverdagen er vigtigt for at vi kan følge med og skabe en rytme der virker. Nogle dage kan af flere grunde være anderledes end andre dage og det kan man også lære af.
Det kan være meget forskelligt, hvad hvert medlem kan bidrage med, og her er frihed til at den enkelte finder en god balance mellem energi og arbejde. Sammen aftaler vi, hvad der fungerer for dig.
Sådan starter du
Medlemmerne i huset er ofte startet på forskellig baggrund. Nogle er i aktivitetstilbud, andre i afklaringsforløb eller ressourceforløb. Medlemmer er mellem 18-60 år.
Hvis du er i tvivl om, du kan starte hos os som en del af din plan, kan du kontakte din sagsbehandler eller Fontænehusets leder,
Helle Kronborg: 30 70 91 98.
Du kan også ringe og aftale et besøg for at se om det er et sted for dig. Vi byder altid gerne på en kop kaffe.
Huset
Fontænehuset Furesø er en selvejende institution og socialøkonomisk virksomhed, som åbnede i Værløse i 2012.
CVR.: 36 22 56 61
Leder
Helle Kronborg
Bestyrelse
Olivia Höcky Hansen
Bestyrelsesformand
Per K. Larsen
Næstformand
B
Mikael Boutrup
Michael Franzen (medl. repr.)
Cathrine Toft Nordbeck
Maria Malling (medarb. repr.)
Et socialt arbejdsfællesskab