Hvad tilbyder vi?

Vi forventer , at du er motiveret for at udvikle dig fagligt, personligt og socialt – og vil deltage aktivt i dagligdagen og fællesskabet.

Det er op til dig, hvor meget du vil bruge huset, og hvad du vil arbejde med. Er 4 timer om ugen hvad du kan klare, så starter vi der.

Vi tager afsæt i dine ressourcer og muligheder frem for dine begrænsninger.

Vi tilbyder

  • En meningsfyldt hverdag, hvor medlemmer bliver en del af et større fællesskab
  • Faglig, personlig og social udvikling gennem de daglige aktiviteter
  • Socialt program, som er et tilbud i fritiden med fokus på det sociale fællesskab og for medlemmer, der er kommet i arbejde eller uddannelse

Et særligt tilrettelagt forløb
- en dagligdag med fokus på arbejde, struktur og netværk

Borgere med psykiske problemstillinger på kontanthjælp, sygedagpenge, ledighedsydelse eller i ressourceforløb tilbydes et særligt tilrettelagt beskæftigelsesindsats med omdrejningspunkt i den arbejdsorienterede dag i Fontænehuset Furesø (jf. LAB §32 stk. 1,2).

Forløbet
Forløbet indledes med en introduktion til huset af 2 ugers varighed. Herefter lægger vi i fællesskab en plan om de læringsmål borgeren gerne skulle nå i forløbet.

Hverdagen er karakteriseret ved, at borgeren indgår på lige fod med medarbejdere og andre borgere i de daglige gøremål i køkken/café, kontor/administration eller service. Der gøres fx. brug af sidemandsoplæring – dvs. at den erfarne oplærer den mindre erfarne i forskellige funktioner og fungerer.

Via løsning af konkrete meningsfulde og nødvendige opgaver optrænes såvel sociale som faglige kompetencer, samtidig med at der gives mulighed for at opbygge relationer og netværk. Som en del af forløbet deltager borgeren i relevant almen og specifik undervisning, hvor motion og sund kost indgår.

En gang om måneden afholdes en statussamtale, hvor der samles op på de læringsmål den enkelte borger skal arbejde med og tage ansvaret for. I forløbet kan indgå en korterevarende ekstern snusepraktik.

Som afslutning på forløbet, dog minimum hver 8. uge, udarbejdes en rapport til jobcentret til brug for en vurdering om yderligere forlængelse af forløbet i intern praktik i Fontænehuset, iværksættelse af virksomhedspraktik i samarbejde med Fontænehuset med eller uden mentorstøtte – eller ophør mhp. påbegyndelse af arbejde eller uddannelse.

Luk menu