Fontænehusets trykkeri udvider – og flytter til nye lokaler

Fontænehusets trykkeri udvider – og flytter til nye lokaler

Siden Fontænehuset sidste år opkøbte trykkeriet i Galaksen, har der været fart på. Loyale kunder fra Furesøs foreninger, sportsklubber og kulturhuse vælger fortsat at få trykt plakater, brochurer, foldere, medlemsblade og opslag hos trykker Bjørn Mortensen og Michael Franzen, der styrer opgaverne og passer trykkeriets maskiner.

Udvidelse nødvendig
”Det er gået rigtigt godt. Vi får stadig opgaver fra de gamle kunder – og flere nye er kommet til. Faktisk har vi haft så travlt, at trykkeriet måtte udvides med en ekstra printmaskine, så vi er sikre på, at vi altid kan levere som lovet. Og det gør vi,” siger Bjørn Mortensen med et stort smil.

Fontænehuset Furesø er et tilbud til voksne med psykiske problemstillinger med fokus på de personlige og sociale kompetencer, som er nødvendige forudsætninger for at komme i uddannelse eller arbejde. Trykkeriet er et socialøkonomisk tiltag, der giver mulighed for, at personer med tilknytning til Fontænehuset kan prøve kræfter med trykkeriet gennem et praktikforløb. Michael Franzen var den første praktikant fra Fontænehuset, og det er gået så godt, at han nu er ansat som assistent hos Bjørn Mortensen.

Mette Lunhart, leder af Fontænehuset Furesø uddyber: ”Med trykkeriets succes har vi mulighed for at tilbyde flere af vores medlemmer et praktikforløb, hvor de med støtte kan komme nærmere en hverdag tættere på arbejdsmarkedet.

Nye lokaler – og udvidet service
Succesen har dog medført, at der skal nytænkes. Pladsen er blevet for trang til alle maskinerne, papirlager og arbejdsstationer. Derfor har Fontænehuset været i dialog med Furesø Kommune om nye lokaler. De sidste detaljer skal på plads, men nu ser alt ud til, at trykkeriet flytter til lokaler på den gamle Bybækskolen i Farum med indflytning sandsynligvis i august.

”Flytningen vil ikke ændre på vores service over for kunderne – tværtimod,” understreger Bjørn Mortensen. ”Når vi flytter, vil det stadig være muligt for vores Værløse-kunder at hente tryksagerne i Galaksen, mens dem i Farum så kan hente deres materialer lokalt. Og da næsten alle opgaver i dag indleveres på e-mail, kan vi fremover dække hele Furesø lokalt. Jeg håber dog, at mange stadig vil kigge forbi og hilse på i de nye lokaler, det er altid hyggeligt,” griner Bjørn Mortensen.

Fontænehusets trykkeri har mange kunder blandt de lokale foreninger, der sætter pris på det arbejde, som Bjørn Mortensen og Michael Franzen leverer. ”Når vi har lavet en aftale med Bjørn Mortensen, ved vi, at vi får vores plakater til tiden og i den aftalte kvalitet – til en rimelig pris,” som Camilla Kjelds fra Skovhuset ved Søndersø udtrykker det.

Luk menu